Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Værdigrundlag

Børn og voksne lærer gennem oplevelse, viden, praksis og refleksion. Derfor er en væsentlig forudsætning, at børnene er aktivt deltagende, medbestemmende og har indflydelse på tilrettelæggelsen af deres dagligdag.

Vi tror på at fællesskab og forskellighed er forudsætninger for, at børn udvikler sociale- og personlige kompetencer, der bygger på tolerance og demokratiske spilleregler. Vores udgangspunkt er, at børn altid ved, hvad de har lyst til, men ikke altid hvad de har brug for. Det er de voksnes ansvar, at vurdere børnenes behov. Kerneydelsen er at støtte, udvikle og inspirere børnene til at blive socialt kompetente mennesker.

Kong Gurli fungerer som en hel institution med samarbejde på tværs af stuer og etager. Vi arbejder især med pædagogiske aktiviteter på tværs af afdelingerne, ift. overgangen fra vuggestue til børnehave.

Vi ønsker at børnene bliver godt integreret i hele huset. At de bidrager til, at fællesskabsfølelsen udvikles, så det enkelte barn har mulighed for at opleve sig som en vigtig del af gruppen til glæde for den enkelte og for gruppen.

Vi prioriterer tid til, at der kan dannes og udvikles gode relationer og venskaber blandt børnene. - Livet bliver meget lettere med en god ven at dele det med.

Her er plads til og respekt for den tid og det rum børnenes leg og eksperimenteren kræver. Og når det ikke lader sig gøre, er det relevant begrundet. Fx at der skal foregå noget andet, som også er vigtigt.

Kong Gurli skal være et rart hus at komme og være i for både børn, forældre og medarbejdere. Alle skal føle sig velkomne hver dag.

Vi tilstræber at omgangsformen og  -tonen mellem alle der færdes i huset, bærer præg af ligeværdighed, åbenhed og respektfuldhed.